Fakta
Andelsboligforeningen Solgården i Aarhus er etableret i 1975 fungerer idag som en veldrevet og økonomisk velkonsolideret andelsboligforening indenfor Ringgaden i Aarhus.
Foreningen består af 87 boliger i varierende størrelser.
Foreningen er beliggende på Silkeborgvej 56-68, Regenburgsgade 5-11 og Regenburgs Plads 1-5.
Historie
Ejendommen ”Solgården” er opført midt i 1930’erne og blev de første mange år udlejet som lejligheder af skiftende ejere. Midt i 70’erne ønskede den daværende ejer forsikringsselskabet ”Tryg” at afhænde ejendommen. Blandt beboerne blev der taget initiativ til at oprette en andelsboligforening, der kunne overtage ejendommen, og den 8. april 1975 blev ”Andelsboligforeningen Solgården” stiftet. Den oprindelige pris for de enkelte andele var på 2.600 – 5.000 kr. og disse beløb figurerer stadig på vores andelsbeviser. Ikke alle beboere ønskede at blive medlem af foreningen, og derfor blev flere andele solgt som investering til eksterne andelshavere. Enkelte beboere i Solgården bor derfor stadig til leje hos en ekstern andelshaver. Efter stiftelsen og op gennem 80’erne blev der foretaget en lang række større og mindre forbedringer i foreningen. Mange af disse forbedringer blev udførte i fællesskab af andelshaverne. Det gælder for eksempel indretningen af vores festlokale og etablering af haven.
I 90’erne gennemgik hele ejendommen en omfattende renovering i forbindelse med byfornyelse. Projektet strakte sig over flere år, hvor alle beboere i en periode var genhuset uden for ejendommen. Byfornyelsesprojektet medførte blandt andet at næsten alle lejligheder fik eget bad, hvor de fleste beboere tidligere havde været henvist til de fælles badefaciliteter i Regenburgsgade. Endvidere fik de fleste lejligheder også nyt køkken. Hele ejendommen fik ny tagbelægning, og alle de fælles vand, varme, ventilation og el-installationer blev også totalt renoveret. Byfornyelsesprojektet blev finansieret via meget fordelagtige kreditforeningslån, hvilket betyder, at ejendommen næsten overalt i dag fremstår i god og velholdt stand, samtidig med at foreningen har en sund og velfungerende økonomi.